Agorafobi

Agorafobi er angst for at færdes alene uden for hjemmet. Angstfremkaldende situationer er typisk: Menneskemængder, supermarkeder og offentlige i transportmidler. Man kan have tanker om fuldstændig at miste kontrollen, at eksponere sig, at besvime. Dette udløser en angst for selve angsten, og man reagerer ofte ved at undgå de steder og situationer der kunne udløse et angstanfald. Man kan fx opleve at det er svært at forlade hjemmet, svært at tage ud og handle ind, osv. Så man reagerer typisk ved at undgå angstprovokerende situationer, man kan isolerer sig mere og mere, og angsten for angsten vokser. Andre reaktioner og følgelidelser, kan være sygdomsangst og panikangst.

Nogle fagfolk mener, at uden behandling bliver agorafobien vedvarende, mens sværhedsgraden af angsten kan svinge og være helt fraværende i visse perioder. Man kan således opleve at være helt angstfri i perioder, ved helt at undgå at udsætte sig gør potentielle angstsituationer. Her kan det være en god idé at sætte spørgsmålstegn ved, om man i virkeligheden ubevidst lader angsten styrer ens liv, og i hvor høj grad det reducerer ens livskvalitet.

Mange bliver hjulpet gennem kognitiv terapi og psykoterapi. Her er der tale om lange forløb, hvor man bl.a. går ind og undersøger de tanker man har omkring angsten. Man får værktøjer til at håndterer angsten og angstanfaldene når de opstår, med det sigte at angsten herved bliver mindre. Andre metoder der indgår i kognitive terapiformer, er eksponeringsteknikker. Her er idéen, at jo mere man udsætter sig selv for angsten og de angstskabende situtioner, jo mere vender man sig til angsten, jo mere ufarlig bliver den.

Behandling med tankefeltterapi:

Tankefeltterapi derimod, er én af de få behandlingsformer, hvor man kan gå direkte ind og behandle på selve angstanfaldene og på angsten for angsten. Her sker der det, at de impulser der går til hjernen og får hjernen til at udløse ubehaget (både fysiske angstsymptomer, og den psykiske angst, tankerne omkring angsten), de bliver mindre og mindre og til sidst forsvinder. Det mærker man umiddelbart under behandlingen ved at angsten og ubehaget aftager og forsvinder.

Signes beretning om angst og forløb med tankefeltterapi:

”Jeg var 22, da jeg startede i angstbehandling hos Elisabeth. På det tidspunkt havde jeg haft angst hele livet, hele dynen, agorafobi, voldsom social angst, panikangst og angstanfald, og generaliseret angst. Kort sagt, angst hele tiden. Jeg skulle starte ny uddannelse igen, men denne gang indenfor noget jeg virkelig brændte for. Jeg var droppet ud af tre forskellige uddannelser indtil da, alt sammen pga. angsten. Jeg var oppe på mindst to store angstanfald om dagen, gik rundt med konstant angst for angsten, uro og anspændthed. Jeg var et vrag.

Jeg har altid haft angst, og mindes hvordan jeg som lille, altid var bange i skolen. Jeg græd altid i frikvarterene, turde ikke snakke med nogen, eller gå ud. Jeg sad henne i et hjørne og gemte mig bag et Anders And blad. Jeg har en grim misbrugshistorie, og er ikke i tvivl om at min angst stammer derfra. Min mor led osse af angst og angstanfald. Jeg ved ikke hvordan hun klarede sig igennem dagen og fik det hele til at hænge sammen. Hun fik vidst nok medicin, men jeg tror ikke det hjalp. Hun var i psykiatrisk behandling, men havde dagligt megen angst og store angstanfald. En dag faldt hun om og døde. Jeg ved ikke om det var pga. angsten. Måske kunne hendes hjerte bare ikke mere.

Men den her nye uddannelse ville jeg bare så gerne, og som tiden nærmede sig, blev jeg bare mere og mere nervøs og bange for om jeg nu kunne klare det. Herregud, jeg boede ude på landet, bare det at skulle toget frem og tilbage var voldsomt angstprovokerende for mig, og helt uoverskueligt. Agorafobi har jeg osse haft længe. Men så var det at jeg læste om Elisabeth i et eller andet blad, og så ringede jeg og fik en tid. Det var lidt vildt. Allerede efter førte behandling forsvandt min sociale angst. Jeg skulle starte på skole kort tid efter, og var meget spændt, men jeg fik ingen angst. Jeg tror, at socialfobien forsvandt efter den første behandling. Jeg fik heller ingen panikangst. Jeg fik efterfølgende fire behandlinger hos Elisabeth, og min angst og angstanfald, forsvandt fuldstændig.”

På Angstforeningens hjemmeside kan man læse at 6% i løbet af livet rammes af agorafobi. Iflg en stor amerikansk undersøgelse er angstlidelsen hyppigst hos kvinder, og starter i en tidlig voksenalder.

Agorafobi er angsten for store menneskemængder, typisk overfyldte gågader eller indkøbscentre, biografer, og offentlige transportmidler. Angsten handler om at man er bange for at falde om, bange for at miste kontrollen, mens en masse mennesker ser det. Ens hjem opleves som trygt og sikkert, og derfor typisk angstfrit. Hvor stærke angstanfaldene er, er varierende, men angstlidelsen i sig selv, kan være meget invaliderende. Man oplever sig ofte bundet til hjemmet og afhængig af at andre kan ledsage én ud af hjemmet. Typisk reagerer man ved at isolerer sig mere og mere, af angst for angsten (som er en konstant spændingstilstand, der er generel for alle angstlidelser). Man oplever således ofte, en konstant indre uro, en frygt for det næste angstanfald.

Panikanfald eller sygdomsangst kan være medvirkende til agorafobi. Depression og misbrug kan opstå i forløbet. Der kan også være tvangssymptomer tilstede. Hvis man ikke kan passe sine studier, sit arbejde, venner og familie, kan angsten blive særdeles invaliderende.

Man kan opleve sig angstfri, hvis man undgår angstfremkaldende situationer. Derfor er angsten ikke forsvundet, men styrer stadig ubevidst ens liv. Det er vigtigt at huske at angst
i sig selv er ikke farligt. Ofte er angst blot en ubehagelig følelse, der ledsages af en række ubehagelige symptomer, man kan mærke i sin krop. Andre kan sjældent se på en, at man har angst, og angsten går over igen. Noget, der kunne være med til at hjælpe én, ville være hvis man turde mærke éns angst, som et ubehag i kroppen, og sige til sig selv: ”Nu mærker jeg angst, jeg kender den, jeg har prøvet det mange gange før, og det går altid over. Angsten er ikke farlig, jeg skal bare lade den passere, om lidt er det overstået”.