Præstationsangst

Præstationangst eller eksamensangst er angsten når man skal ”præstere” noget. Det kan være en direkte eksamenssituation, hvor klappen går ned, man bliver blank, kan ikke huske noget, eller formulerer det man skal. Det kan også være i klasselokalet, hvor man er bange for at række hånden op, eller ved mødet på jobbet, hvor man er bange for at skulle fremlægge eller mødet med svigerfamilien for første gang.

Den situation de allerfleste med præstationsangst dog frygter mest, er runden hvor man skal præsentere sig selv. Man siger at dette er den hyppigste angstsituation af alle. Det man konkret er bange for i situationen, er at blive vurderet af andre, at rødme, at komme til at ryste på stemmen eller på kroppen, m.m. Derfor er en del af det at lide af præstationsangst også typisk , flovhed, skam, mindreværd, følelsen af ikke at slå til. Vores egen indre forestilling om angsten, er ude af proportion med den reelle virkelighed. Her er præstationsangsten beslægtet med alle andre angstlidelser, i og med at den er irrationel. Angsten har dens eget liv, man kan altså ikke ræsonnere ens præstationsangst væk, selvom mange af os godt kan se at der i virkeligheden ikke er noget at være angst.

Når man har præstationsangst, fylder angsten, ubehaget ofte så meget, at det kan være svært at præstere noget i det hele taget. Man kan ikke yde sit optimale fordi angsten tager al ens energi. Man er bange for alle de ting der sker, hvis ikke man kan huske sit stof, hvis andre kommer til at se at man rødmer, hvis man ikke ved hvad man skal sige. Eller man er så opslugt af hvad andre tænker om én, at man slet ikke kan sige et ord af bare angst .

Ved eksamenssituationer, vigtige fremlæggelser mm, er det naturligt at føle nervøsitet. Nogle siger oven i købet at det er nødvendigt med en smule angst eller nervøsitet, for så yder vi bedre. Grænsen mellem en naturlig nervøsitet og en invaliderende angst, er således glidende og elastisk. Det er en individuel grænse, og det er kun os selv der kan vurdere, hvornår angsten fylder så meget og er så ubehagelig, at den kan kategoriseres som angst.

Det er vigtig at fastslå, at man med præstationangst ikke kun oplever angst i selve situationen, men også angst op til. Det er det man kalder angsten for angsten. Det er al den nervøsitet man mærker i dagene op til præstationen eller fremlæggelsen eller kurset, hvor man skal præsenterer sig selv. Angsten for angsten er fylder ofte mere end selve angsten. Angsten oplever man i situationen, som er begrænset, mens angsten for angsten ofte fylder i flere dage eller timer før.

Årsagerne til denne angstlidelse, kan være mange og derfor svære præcist at fastlægge. Nogle fortæller at de som børn, blev hånet af deres far, når de havde lavet en opgave i skolen, og at de altid følte sig dumme. Andre henviser til en enkelt ubehagelig situation, hvor klappen gik ned, og at det har fulgt dem lige siden. Atter andre oplever i virkeligheden, at deres præstationsangst, bunder i social angst, hvor det er angstem for hvad andre tænker om én, der er det værste. Lider man af panikangst, kan man osse være bange for at få et angstanfald, når man er på. Her er det angsten for angsten der fylder, og ikke selve det at skulle fremlægge.

Casestory:

Helle er ansat som chefsekretær i et stort firma. Hun opfatter sig selv som en stærk person, én der siger sin mening og som tør tage konflikter op på arbejdspladsen. Derhjemme har hun også styr på det, og oplever det som vigtigt at hun har kontrol. Alligevel mærker hun altid en generende angst når hun skal ytre sig i større forsamlinger. Det kan være på jobbet, men det kan også være i sociale sammenhænge. Hun er bange for at komme til at ryste på stemmen, bange for at rødme, og for at de andre skal se at hun er nervøs. Helle finder ud af undervejs, at det bunder i tab af hendes far i en meget tidlig alder, og at hun herefter, i en alder af tolv, påtog sig ansvaret for hendes mor. Her afhang hendes egen tryghed af hendes ”præstation”, hendes evne til at tage sig af moderen. Det var vigtig at være stor og stærk, for ellers var der risiko for at hun også mistede moderen. Det blev således livsnødvendigt for hende at præstere. I Helles voksne liv, ses dette traume reaktiveret i situationer hvor hun ligeledes skal være præstere. Præstationsangsten sig at være et symptom på nogle meget dybere lukninger fra Helles fortid.

Da vi i forløbet får behandlet på disse traumer, tabet af faderen, sorgen, angsten for at miste moderen, samt alle de angstsymptomer det har udløst, oplever Helle at hun slapper meget mere af, både i situationer hvor hun skal præstere, sige sin mening, men også i hjemmet, hvor det ikke længere er nødvendigt at have så megen kontrol.

Præstationsangst er en angstlidelse, der meget enkelt effektivt, lader sig behandle med tankefeltterapi. Tankefeltterapi er en behandlingsteknik, hvor man kan behandle direkte på en unaturlig følelse eller lidelse (bemærk at det ikke er nødvendigt at finde årsagen til lidelsen, for at kunne behandle på de symptomer den udløser. Det er meget sjældent at man ved præcist hvorfor man har de følelser man har). Typisk vil man opleve sig som angstfri efter ganske få behandlinger. Se mere her